torsdag den 8. november 2012

Fragilité med havtorn og lakrids

I tirsdags havde jeg strikkeklubben på besøg, og jeg havde netop fundet lakridspulver i helsbutikken inde ved hovedbanen, og det ville jeg gerne afprøve. (60,- for 150 g)

Jeg har stadig en masse havtorn liggende i fryseren, og på Meyers Deli har jeg for nyligt fået en macaron med netop den kombi: havtorn og lakrids. Så jeg fandt en opskrift på fragilité med kaffe og så var vejen til fornyelse kort.

Marengsbund:
3 bægre past. æggehvider
180 g rørsukker
50 mandler, smuttede og hakkede med kniv
1 spsk lakridspulver

Creme:
ca 3 spsk havtornsaft. (Blend en håndfuld havtorn og si saften.)
2 spsk rørsukker
2 past. æggeblommer (1 bæger)
1/4 l mælk
1 spsk med top maizena
kornene fra 1/2 stang vanille
50 g smør
1/4 l piskefløde

Husk flormelis til at drysse på kagen.

(Hvis man laver kaffeversionen, udelader man lakrids i marengsbunden og bytter havtornsaft ud med 1 dessertske neskaffe)

1. Æggehviderne piskes meget stive, sukkeret piskes i, derefter vendes de hakkede mandler i. Dejen smøres ud som to lagkagebunde på bagepapir, ca 3 cm høje bliver de. Kagerne bages midt i en 150 grader varm ovn med ovndøren på klem i ca 1 time.

2. Cremen laves ved at røre æggeblommerne med sukker, maizena, vanillekorn og mælk. Lad det koge igennem under piskning og afkøl den noget inden smørret piskes i - små kolde tern ad gangen. Når cremen er helt kold, vendes den piskede fløde i.

3. Læg kagen sammen og drys med flormelis gennem en sigte. Det gør ikke så meget, hvis marengsbunden krakelerer. Det vil stadig se flot ud når man drysser med flormelis - så gå ikke i panik! (Det gjorde jeg....)











Kulinarisk stafet: november

Nu starter vi den kulinariske stafet! Jeg giver jer en udfordring, og både skribenter og læsere kan være med! Den der vinder udfordringen, får lov til at lave decembers udfordring.

Jeg har en forkærlighed til kål - især rå - , og det bugner jo nu med flotte spidskål, rødkål, hvidkål, broccoli, grønkål, savoykål og...og...og! Så novembers udfordring:

Hvad er din bedste opskrift med kål?

Jeg glæder mig til at se jeres bud! Deadline er 30. november kl 22. (vi går tidligt i seng her i huset)