fredag den 20. juli 2012

6 slags muslinger blev til tre

Vi har lovet at komme med de nye opskrifter på muslinger, vi fandt på efter muslingefestival og -kogeskole i Løgstør.

Udgangspunktet var 2 x 1½kg Vilsund Blue muslinger i den formålstjenlige indpakning - og oplevelsen af at muslinger villigt tager mod smag og (næsten) alt er tilladt.


Porre (hvid og grønnere del), æble, citrongræs, gulerod, ingefær, løgspirer

Her er noget af det vi havde. Vi var optimistiske og troede vi kunne lave og konsumere 6 x ½ kg muslinger. Men lukkede dog kun ene pakke op i begyndelsen. Og gjorde urter i fine tern, krydderurter og væske klar. Muslingekogning går nemlig meget hurtigt.

Muslingerne kigget igennem, få kasserede, en del ville ikke lukke sig ved bank eller ved at blive kildet med kniv. De fik koldt vand fra hanen på sig og svup, så smækkede de i!

Og så efter principperne:

• opvarm (raps)olie i en gryde

• fuldt blus

• hæld muslingerne i ( efter alt det der med at kassere osv)

• urter/krydderier og (evt) lidt væske på, evt røre smagsgiverne rundt i gryden

• låg på - må IKKE løftes igen før muslingerne er færdige

• når det begynder at dampe fra låget skal de have to minutter mere

• sluk for varmen og ryst gryden med låg på og stil den i to minutter


Vi lavede ca ½ kg i hver opskrift. Forslag til mængder (opskrifter er til inspiration og vejledning, og kan oftest fraviges) nedenunder er dog til 1 kg muslinger.

Fuld gang i tre slags muslinger

Første


muslinger i appelsin, løg og rosmarin
 Saften af en appelsin,
lille håndfuld løgspirer,
lille kvist finthakket rosmarin

c'est tout !!

Enkel, elegant.
Smagen formidabel.
Suppen smuk og
yderst velsmagende




Anden


muslinger i hyldeblomstkoncentrat

Lille håndfuld porre
1-2 fed finthakket hvidløg
revet citronskal
en spsk ufortyndet hyldeblomstsaft

Vi gav den ikke, men den ville have haft godt af et ordentligt skud citronsaft og bredbladet persille




Tredje


muslinger i fløde, urter, æble og paprika

Den portion muslinger fik en lille håndfuld hver af porre, gulerod og æbler. Så skal den have en knivspids paprika - vi brugte den hjemmelavede på røgede chilier - er det en svagere , fx edelsüss, så giv den en teske. Det er ikke meningen paprikaen skal dominere. Og så piskefløden, en dl. Denne tilberedning er næsten klassisk i sit udtryk.

******

Vi spiste en avokado imellem retterne for at rense munden. Det var en god ide. Ingen brød, ingen frites, ingen majo. Men ske til at spise supperne. Og det var ikke den sædvanlige, fade, grusede omgang som ellers efter muslinger i net. Ren og klar.

Og mættende.

To dage tidligere havde vi kastet muslinger i os i Løgstør. Og vi havde virkelig lyst til flere muslinger.

Men måtte opgive. Så næste triade skulle først finde sted to dage senere.

******
Aftenens favorit var absolut muslinger i appelsinsaft med rosmarin. Den tilberedning ligger meget højt på listen over bedste muslingeretter ever!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar