onsdag den 10. november 2010

Sneppe og krikand



Det begyndte med at jeg havde lagt Mortens aften en dag for tidligt! å der var en sneppe og 2 krikænder optøede. De blev barderede med den gode lufttørrede bacon og brunet grundigt. Derefter i ovnen ved 200 grader i 12 min. Så hvilede de under stanniol 10-15 min.


Pommes Maximes er efter gehør. Efter oplægning af tynde, rå kartoffelskiver på bagepapir og smør eller andet fedtstof på skal de i ovnen ved 200 grader til de netop har taget farve og er så tørre, at de smukt kan lægges på tallerken - se billede neden. Vi skyllede ikke skiverne, men det vil vi prøve næste gang.






Grønkålssalaten er fra grønkålskogebogen. Bodil vil supplere med opskrift ;-)


Det var overdådigt lækkert, saftigt og mørt. Og en god Bordeaux til vildt er sagen.

lørdag den 6. november 2010

Hey, nu er der 18 kg lam i fryseren - og det er lækkert :-D

tirsdag den 2. november 2010

Langtidsstegt lammeskank


Lammeskanke (køb fx hos halalslagter) gives salt , peber, hvidløg stukket ind langs benet. Brunes i smør på pande. Så i lille fad med høj kant og i ovnen ved 140-150 grader i 4 timer. Vendes et par gange og overhældes med smeltet smør mindst en gang i timen.
Butternut-stave og forkogte porreringe bages med (i andet smurt fad) efter lidt sparsomt pensling med olie og (ikke sød) soya. Kan evt. grilles 5-7 min medens skankene hviler.
Fintsnittet rosenkål overhældes med kogende vand, drypper af, får salt, revet citronskal og en anelse rapsolie, stilles koldt en time inden servering.

søndag den 24. oktober 2010

FASANSFULLT

Bare for at meddele at der i går kom 18 fasanlår i fryseren ;-)

torsdag den 23. september 2010

Catalansk Lammekølle

Jeg har desværre ikke billeder, så hvordan det ser ud må I jo så tænke jer til.

Man tager en lammekølle der er tøet op og pudser den af lidt. Derefter laver man en god blandning i morteren med hvidløg, rosmarin, citronskal, salt, peber, olivenolie og lidt spidskommen.
Dette gnider man så køllen ind i og lader den trække et par timer. Er det en udbenet kølle, så kan man komme lidt ind i hullet fra benet og så binde den sammen. (Det gjorde jeg med formidabelt resultat).
Jeg gav den 15 min på 225 grader og skruede så ned på 200 og hældte noget vino og vand i bradepanden nedenunder, så der bliver en god basis til sovs :)
Efter 55 min totalt smed jeg et fad med flækkede kartofler og guller nederst i oven, så man kan udnytte varmen :) 20 min senere tages køllen ud, man hælder lidt mere vand i bradepanden og roder rundt i bundfaldet, som så hældes i gryde og laves til sovs (evt siet). Kartoflerne flyttes op til midt i oven og får de sidste 20 min mens køllen trækker.... Mums kan jeg bare sige :)

søndag den 15. august 2010

Pesto - grillede bønner (og fasan)

Man tager 200 g basilikumblade, 200 g pinjekærner, 2 fed hvidløg, 13 g salt, 4½ dl olivenolie og 200 g parmigiano (der skulle også have været pecorino i, men havde intet).

Inspireret af Kathrine lægges noget i fryseren til senere brug.

Må tilstå: En sådan mængde stødes og røres ikke i morter.


Et stykke fjerkræbryst (her fasan) fyldes i udskårne lommer med pesto, peber på kræet, så lufttørret bacon fra Ålbæk (eller pancetta) og ca 12 min på grillen (vend IKKE). De sidste 6 min grilles store bønner, vendes et par gange (vi smed tidligere de største stangbønner ud, men har nu fundet ud af a de er RET gode grillede - prøv de store gurker-bønner). Lidt friskkogt majs til er ikke dårligt ;-)

tirsdag den 27. juli 2010

Første middag på Porcelænstorvet...

...bestod 50% varer fra Hans og Ingers have+drivhus (basilikum fra friland - meget kraftig smag!) - mums! Og så en glas Spier cabernet/merlot. Smukt, ik?

tirsdag den 20. april 2010

gæt hvad




Bodil, Nanna og Søren lavede lidt småretter

fredag den 26. marts 2010

Er I med på sushi på mandag?

Så vil jeg nemlig gå i gang med at sylte ingefær i dag...

onsdag den 17. marts 2010

Mellemøstlig fredsmiddag

She's back! Denne gang med en mellemøstlig fredsmiddag med komponenter fra både Palæstina og Israel... Tjekket, non? Og jeg skynder mig at skrive indlægget, inden JFK bliver alt for sulten!
Her er de tre såre simple komponenter:
Lammepølser fra halalslagteren på Rantzausgade. Jeg kan absolut anbefale at købe dem i store mængder, fryse dem ned og tage dem op en aften, når det brænder på. Man kan sq altid finde på noget at lave som tilbehør.

Hummus med israelsk topping. Hummus kan jo laves på lige ås mange forskellige måder som der er folkeslag i mellemøsten; jeg foretrækker min med meget citron, meget tahin og ikke så meget hvidløg (1 fed). Toppingen har jeg fra Vegetarisk Vellyst: tomater og agurk i tern, salt, peber og en ordentlig håndfuld koriander (det blev Bodil og Sørens frosne fra fryseren). Der skulle også have været rødløg og mynte i, men gik fint uden.

Endelig gulerødder med hvidløg og spidskommen. Dem har vi vist lavet i et årti efterhånden, har vi ikke, Søren? Lad gulerødder kogte sagte i olivenolie m. hvidløg og spidskommen. Lettere bliver det vist ikke.

torsdag den 4. februar 2010

Mad til flere dage I

Sauce-baduljen - lav én stor portion, genbrug til flere dage.
Fx:

Kødsauce med finthakkede grøntsager og masser af tomat. Kan efterfølgende krydres på forskellig vis og bruges
- med pasta
- som fyld i fladbrød med hummus og diverse salat
- som fyld i squash eller peberfrugt med en klat creme fraiche til (kalorier, ikke)
- som fyld i piroger lavet på købe-butterdej (siger Price man godt må)

Tomatsauce - af den gode "hæld en masse i gryde og lad simre mens mor ammer". Samme princip som ovenfor, altså
- som basis for en suppe
- med pasta, ren
- med pasta, tilføjet oliven, kapers og tun fra dåse
- med pasta og sprødstegt bacon (kalorier, igen igen)

Så er der alle dellerne. De små lækre kan serveres i karry, med tomatsauce (den ovenfor, fx), i thaimad med frysewokgrøntsager og kokosmælk, som plumps i enhver anden gryderet, smålune til ristet rugbrød, surt og en god salat - eller bare som køleskabssnack når barnet skal ammes og man samtidig er sulten...

De kan også laves i fiskeversionen og bruges til traditionel aftensmad med kartofler, koldt Irma-smør og persille den første dag. Med bulgur og creme fraichesnask med kapers og diverse en anden dag. Med ristet rugbrød og en blandet salat med masser af knasende grønt (blomkål, gulerod, agurk) og lidt af det bløde søde (avokado, pære, drue) og en god dressing. I det hele taget er fiskedeller gode, fordi det handler om at kunne servere mættende og sunde måltider i et virkeligt ruf. Og sådan en lille lun delle er aldrig af vejen. Godt med remo, mumse!

Så plejer jeg ind i mellem at lave en stor gryde thaisauce UDEN grøntsager eller fisk i. Fryser små portioner ned, og hakker imens en masse grøntsager som måske blancheres. I fryseren med dem også. Og så kan jeg ret hurtigt bare sætte riskogeren over, og på 5 minutter er sauce + fisk/kød og grønt så klar. Dét kan jeg overskue.

Endelig skal man ikke gå af vejen for Sophies yndlingsmad: Pasta med grøntsager som er stegt i tunesisk blandingskrydderi, karry, paprika eller bare sådan semi-rent, med et skævt piskefløde og meget, meget gerne lidt (fordi hun altid spiser halvdelen inden) af Aalbækslagterens chorizopølse i. Hun skovler det ind, og hey - for ammende mødre kan det spises med en enkelt gaffel.

Det var det børnevenlige sortiment, som sikkert også er godt for de ammende.
Vender tilbage...

Gode råd til fryserretter modtages med kyshånd!

Jeg ser tilbage på mine gamle indlæg med misundelse på mig selv og al den tid, jeg havde som gravid! Nøj, hvor var det fedt at kunne bruge 3 timer i køkkenet+Irma hver dag! Altså det er også fedt at bruge 8 timer hver dag på at VÆRE et køkken (med én ret på menuen), men kulinarisk lader dette spædbarnsliv noget tilbage at ønske. Javist, vi får stadig bedre mad end gennemsnittet, men jeg er sgu for træt til at nyde det - og det havde jeg aldrig rigtig troet skulle ske.

Så jeg efterlyser gode fryserretter, der kan tøs op, når sulten allerede har meldt sig. Retter, der er sunde, men med et højt kalorieindhold, så jeg ikke skal spise så meget for at holde Enigheden kørende.


lørdag den 30. januar 2010

Sprød, sød og blød salat

Moden avokado
Søde æbler fra Fejø
Sprøde økologiske græskarkerner
Mors (altså Bådils) dressing med masser af hvidløg

Blandes. Spises. Sophies kommentar: "Det smager jo helt godt".

Mmm, det gjorde det. Med rest af farsbrød (ja, I know) og grove fritter (jep, I double-know) var det faktisk helt ok middagsmad.

mandag den 25. januar 2010

Ushi Heiku contribute

Først et filosofisk-retorisk spørgsmål: Hvis man skifter smagsløg hvert femte år, hvordan kan det så lykkes mig at genskabe noget jeg smagte for femten år siden?

Bodil & Søren skulle tidligt i teatret, og kombineret med den allerstedsnærværende kur OG to deltageres afsmag for det stærke (men smag for alt andet) var udfordringen til at føle på. Vi tog en mental tur til Japan og fejrede de nye tallerkner på bedste vis:

Black nudels
Nudler, gerne boghvede men ellers bare brede med æg
Sauce af:
Fiskebouillon
Black sweet thai soya
Hvidvins el. japansk risvinseddike
Brun farin
...koges op, smages evt til med citron. Egentlig skal det laves på basis af dashi, men denne kombo gik glimrende. Surt-sødt-stærkt-umami agtigt.

Veggies og fisk med wasabi
Som "tilbehør" til de sorte nudler serveres:
Stegt/dampet/letrøget fisk, gerne ørred, torsk, laks eller vitoriabars.
Masser af al dente eller rå grøntsager samt gerne grillede svampe.
Vi havde forårsløg, sprød agurk, rød snack peber, avokado, semirå blomkål og asparges.
Hertil soya og wasabi, helst den faste stærke som er lavet på pulver, bedre end det der tubestads.

Man serverer de sorte nudler i en skål for sig, eventuelt drysset med forårsløg. Pis! Det slår mig lige at jeg glemte gomoshi, de ristede sesamfrø med havsalt. Nå, næste gang.
Dertil får man en masse fade med grøntsager og fisk, som så kan dyppes i soya/wasabi efter smag og lyst.

Fedtprocent? Lav. Nydelsesprocent? Høj.

...og man må gerne få chokolade bagefter!

torsdag den 21. januar 2010

Det smager jo af dessert!!

Her fire hverdagsretter, som alle tager under 20 minutter at lave:

Vi kører for tiden med 'dagens råkost'. Jeg afprøver alle mulige måder at spice gulerødder, spidskål og andre fyldige rodfrugter op til en standard, hvor det bliver en lise af afslutte/begynde måltidet med en ordentlig portion.
Spidskål med granatæble og ingefær:
(2 pers)
Et halvt spidskål, så fintsnittet som muligt
Kernerne fra 1/2-1 granatæble, alt efter hvor meget man har og om man vil gemme lidt til en anden salat en anden dag...
dressing af:
rapsolie
æblecidereddike (har også prøvet med hindbæreddike, og det fungerede lige så godt)
fintrevet ingefær
salt+peber (rundhåndet)

Frederiks kommentar: Det smager jo af dessert!

Vi har også fået udgaven uden ingefær - det kommer lidt an på, hvad der ellers er på menuen. Den med ingefær fik vi fx samme aften som denne grønne karry:


I går kom jeg hjem fra træning og kunne ikke vente på Frederik - han var også til træning, men kom først hjem 45 minutter efter mig. Det blev derfor til en hurtig omelet i to tempi, hvor fyldet (brune champignon, kartoffel og peberfrugt)lå klar til ham under et stykke stanniol. I behøver ingen opskrift, jeg synes bare tallerknen så fin ud: (Det er et stykke fennikel, der ligger og troner ved siden af salaten)


Til sidst en ret, der faktisk har ligget i mit arkiv et stykke tid, er denne
avocadosuppe:
2 avocadoer
et par dl hønsebuillon
saften fra (mindst) 1 lime
1 klat creme fraiche
sesamfrø til drys

Kør avocado+creme fraiche med stavblender. Kog buillonen op og hæld først limesaft, så avocadoblanding i. Drys med sesamfrø, evt. ristede. Det er let!!

For dulen, jeg havde glemt det vigtigste i suppen: finthakket syltet ingefær - det pepper den op, så den netop ikke bliver kvalm!! I kan bruge opskriften på syltet ingefær fra mit indlæg om den japanske middag.


tirsdag den 12. januar 2010

Japansk middag

Jeg havde lovet jer billeder af gårdagens ERFA-komsammen med japansk mad - men det blev lidt hektisk i køkkenet til sidst, så I må nøjes med en beskrivelse og en stor anbefaling af japansk mad som gæstemad. Vi sad og nippede - ok, stornippede - til maden, mens der blev snakket i lige så store mængder. Jeg kunne have forberedt maden, så der kun var et kvarters arbejde når gæsterne var her, men fordi vores jordemoder var forsinket, stod jeg altså i køkkenet et par timer forinden. Men, lige så meget for at jeg husker det selv, til 7 personer lavede jeg:

Misosuppe:
1,5 l kogende vand
Wakame-tang, købes tørret og udblødes i koldt vand 15 minutter. Mit stod i en time, og det tog det ikke skade af... Jeg brugte vel en kvart pose.
2 forårsløg i skiver
ca 2 dl miso med dashi (japansk fiskebouillon)
1 pakke tofu

Fordel tang, tofu og forårsløg i suppeskåle. Når vandet koger, tages gryden af varmen og misopastaen røres i (det må ikke koge efter miso'en er kommet i). Hæld misosuppen i skålene. Dét er det.

Edamamebønner m. spicy sauce:
De grønne edamamebønner (soyabønner) er et hit hos de fleste - dem skal jeg virkelig til at købe noget oftere. De fås som oftest frosne, jeg købte to poser à 500 g (af slagsen i bælg), og de blev stort set spist alle sammen. Kog dem i 2-3 minutter og giv dem enten et generøst drys Maldon-salt eller overhæld dem med denne
spicy sauce:
1 spsk sesamolie - den aromatiske, mørke slags
2 spsk sød thai-chilisauce
1 spsk hoisinsauce
3 spsk kinesisk soya
en smule stærk chilisauce

(den her kan altså varieres i den uendelige, bare tag noget soya, noget sødt, noget stærkt, måske lidt lime og så er jeg bare vild med sesamolien - men ikke alle er det!)

Og så til sushien:
Jeg havde købt 200 g tun og 250 g laks. (Husk at fryse det 24 timer!) Med en halv pakke af Irmas krebsehaler var det faktisk nok fisk til 7 pers.
Jeg kogte 8 dl sushiris, og det rakte præcist til 10 noriplader, hvoraf to af dem blev skåret over til inside out-ruller - der blev altså 12 ruller i alt. Til risen brugte jeg 2-3 dl riseddike m. 3-4 spsk sukker og 1 spsk salt.

Desuden brugte jeg til fyld:
2 avocadoer
1 forårsløg
1 agurk
1 lille bøtte japansk mayo, som Eva havde importeret
japansk omelet af 1 æg+ 1 spsk risvineddike m. sukker+salt
sorte sesamfrø til at rulle inside out-rullerne.
chilisauce til spicy tuna

Der blev også nok fisk til lidt sashimi, lige så meget af nød som af lyst: mine ris ville ikke helt blive til fine boller til nigiri - så blev det sashimi i stedet...

Endelig lavede jeg syltet ingefær efter Heidis opskrift - det er supernemt og meget lækkert:
Riv 250 g ingefær med en tyndskræller eller på et mandolinjern. Det giver en ordentlig portion, som du nok skal få spist! Hav tålmodighed mens du river: Nogle gange er det, som om tyndskrælleren ikke får ordentligt fat, prøv så at vende ingefæren, så du river modsat vej ift. fibrene. Kom det i kogende vand tilsat salt (ca. 6 dl/2tsk). Trækker 5 minutter. (Jo kortere tid, desto stærkere ingefær). Kom på glas og overhæld med risvineddike, hvori du har opløst (rør)sukker. Til 250 g skal du nok bruge 4 dl eddike og 74 g sukker.

Bagefter fik vi Borgagårdens chokoladekage med hindbærsylt. Det var også dejligt!

søndag den 10. januar 2010

To nye salatkombinationer og en enkelt vildand

Til aftenens vildand prøvede vi 2 nye salater - med rosende ord fra en mæt Søren.
Vildanden:
I et fad med blegselleri, gulerod, porre lægges anden ovenpå. Salt og peber indeni først. Jeg gnider ofte vildænder med limesaft - og er de økologiske - ender skallerne i andens mave.
Tag lidt olie eller oliemargarine på hænderne og gnid anden godt ind overalt og afslut med salt og peber, som masseres godt ind i brystet. Et godt skævt suppe ved - der skal evt suppleres undervejs - og så ind i en knap 200 gr. varm ovn omkring en time. Kig lige efter 45 minuter, om der er meget blodsnask inde i anden. Hvis der er det, så jag stegegaffelen ind i hullet (IKKE i kødet) og vip kræet, så det blodblandede fluidum løber ud. Lad anden stå nogle minutter inden du skærer i den.
Den lette:
Bland tyndt snittet blegselleri med æbler i tynde skiver og valnødder. Dressing af citronsaft, dijonsennep, honning og olivenolie.
Let at lave - let at indtage.
Den grønne:
Buketter af broccoli overhældes med kogende vand - tæl til 4 - og vandet fra, koldt vand på. Dryp af. Hak et skalotteløg meget fint (gerne af banan-slagsen) og læg det i rødvinseddike. Broccolien i en skål, drys med tørrede tranebær og smuldret blåskimmelost.
Rør rødvinseddike+løg op med lige dele rosmarinolie og olivenolie og hæld blandingen over salaten.
Kan evt også lavet med alm salat, hvis man ikke er meget for buketterne! I en lignende opskrift var der tilsat nødder, men det havde jeg allerede i den anden salat, så det fravalgte jeg.

Og så bare lidt små rosmarinristede aspargeskartofler til og sovsen fra andefadet.
Ingen billeder - vi var sultne :-)

søndag den 3. januar 2010

Nytårsaften

Et udpluk af retterne nytårsaften:
Langtidsbagte tomater

Min favorit: Melanzane con prezzemolo et aglio, dvs aubergine m. persille og hvidløgs - og masser af olivenolie!
Aïoli
Ej, det her er jo min favorit! Vitello tonnato
Roastbeef fra Fredagsbutikken i carpaccio-stil

Bønnesalat med balsamico og røde skalotteløg
Rejer i hvidløgLidt nytårstorsk skulle der også til, så en fin filet, som vi fangede på Kathrines fødselsdag blev til ceviche.

Kokken skal lige prøvesmage en bønne inden gæsterne kommer...
Uhh, det er svært at vælge. Sophie var dog mest glad for ravioli med pesto. Man er vel i 3-årsalderen med tilhørende neofobi...
Vi blev mætte!!