
Siden jeg var på barsel med præsidenten har jeg bagt mit eget rugbrød. Jeg startede fordi jeg var utilfreds med det alt for lille udvalg af økologisk rugbrød. Min søn, som vi kalder Præsidenten (hans initialer er JFK) skulle have brød uden kerner indtil han var et år (det skal alle børn), og den eneste økologiske mulighed var et tørt, dyt et fra Irma. En kollega gav mig en surdej, og jeg har siden kun købt fire-fem pakker industrielt rugbrød - hver gang fordi jeg ikke har nået at bage og hver gang med stor ærgelse. Hjemmelavet rugbrød smager bare så godt! Det er saftigt, og ikke mindst lidt forskelligt fra gang til gang så smagsløgene ikke sløves.
Opskriften her passer mig perfekt, fordi den ikke kræver fordej. Jeg ville aldrig orke eller nå at lave det hvis jeg skulle planlægge to arbejdsgange. Det her er bare bland, put i form, hæv, bag, spis! Selv med to børn og ti ugentlige tøjvaske når jeg altid at bage. Nu er præsidenten blevet to et halvt, og han hjælper mig med at lave dejen. (Han elsker rå rugbrødsdej, så dejkrogen slikkes flittigt når vi er færdige!) Vi bager en gang om ugen. Det passer med at vi kan nå at spise det op, og at brødet er ved at være kedeligt efter syv dage på køkkenbordet. Rester bruger jeg til øllebrød.
Du skal bruge:
- Surdej (spørg en du kender om du må få, køb den fx hos Meyers Deli eller start den selv. Der er et hav af opskrifter på nettet.
- rugmel. Ca 500 g, men jeg vejer ikke af - det skal hældes i med gefühl. Der er også forskel på rugmels evne til at suge væske. Man skal fx bruge mindre af Änglamarks rugmel end Kornkammeret.
- 2 dl hvedemel
- 1-2 dl knækkede rugkerner (alt efter hvor groft et brød du vil have)
- 2 dl kerner, jeg blander efter lyst (og hvad jeg har i skabet!): hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner
- 1 spsk salt
- 7 dl vand
- 1 tsk maltsirup (det kan sagtens udelades, hvilket bare giver et lidt lysere brød. På billedet nedenfor glente jeg det faktisk. Meyers Deli har et bæger til 20,- mens Aurion sælger til 60,-!)
Fremgangsmåde:
Op i en røreskål med surdejen og 5 dl vand. I med saltet. Hæld så meget rugmel i, at du får en klæbrig, næsten flydende dej. Tag surdej fra til næste gang. HUSK det for Guds skyld - men mere for din egen!
Hæld nu resten af vandet, kernerne og hvedemelet ned i skålen og rør lidt, så du kan fornemme hvor meget mere rugmel du skal have i. Sikkert 3 dl men prøv dig frem. Du skal ende med en klæbrig dej, som dog er formbar med en dejspatel. Jeg har prøvet at vise det på billederne.

Kom dejen op i en rugbrødsform. Jeg bruger nogle ret store nogle fra Eva Trio, der er belagt med silikone. Jeg har efterhånden slidt to op, så de holder vel et års tid. Gode råd om en bedre form modtages med kyshånd! Glat dejen og lad den hæve tildækket i mindst 8 timer, gerne 10-12 stykker.